Endelig Mandag

Line (solo): "Jeg er den ældste på holdet" (#55)

Jeg er startet på en ny uddannelse. En deltidsuddannelse i lydfortælling. Vi er tolv på holdet. De fleste er i tyverne og trediverne. Nogle studerer stadig. Andre er i begyndelsen af deres arbejdsliv. Og så er der mig. 54 år. Mor. Forstadsborger. Den ældste på holdet. Det har overrasket mig, hvor meget det faktisk fylder. Ikke fordi de andre ikke er søde – de er dygtige, åbne og engagerede. Men fordi jeg pludselig kan mærke, at jeg står et andet sted i livet. Der var en tid, hvor jeg elskede nye mennesker og nye sammenhænge. Jeg kunne nærmest ikke få nok. Jeg kan stadig huske følelsen af at komme kørende fra lufthavnen i Toronto og se skyline dukke op i det fjerne. En ny by. Nye mennesker. Nye muligheder. Men noget har ændret sig. I denne soloepisode fortæller jeg fra en snedækket eng i Sverige om den forandring - og om den forskning, der hjalp mig til at forstå den lidt bedre. Psykologiprofessor Laura L. Carstensen fra Stanford University har i mange år forsket i, hvordan vores oplevelse af tid påvirker vores prioriteringer i livet. Hendes studier peger på, at det afgørende ikke er vores alder i sig selv, men vores oplevelse af, hvor meget tid vi har tilbage. Når vi begynder at opleve tiden som mere begrænset, ændrer vores fokus sig. Vi bliver mindre optagede af det, der måske kan blive nyttigt i fremtiden – og mere optagede af det, der føles meningsfuldt nu. Relationer. Nærhed. Kvalitet. Det er ikke nødvendigvis et udtryk for, at vi bliver mindre nysgerrige eller mere lukkede. Tværtimod. Det kan også være et tegn på, at vi bliver mere selektive med vores opmærksomhed og vores energi. For mig har det betydet, at jeg går ind i den nye uddannelse på en anden måde end mine yngre medstuderende. Ikke så meget for at bygge en karriere, men fordi jeg har lyst til at fortælle historier. Fordi jeg har noget på hjerte. I episoden taler jeg også om noget andet, jeg pludselig mærkede: hvordan det føles at være i mindretal. For første gang i mit liv er jeg den, der skiller sig ud i gruppen. Den ældste. Den med et andet liv udenfor. Og det har givet mig en ny forståelse for noget af den forskning, der også findes om diversitet i grupper, blandt andet fra kolleger ved DTU, som viser, hvor krævende det kan være at være den, der er anderledes. Diversitet kan skabe bedre løsninger. Det ved vi. Men vi taler måske ikke altid lige meget om, hvor meget arbejde det faktisk kræver at få den til at fungere. Eller om, hvordan den arbejdsbyrde ikke er ligeligt fordelt. Det kræver tid og energi. Velkommen til en lille vinterrefleksion om livsfaser, tid og mening. LÆS MERE: Laura L Carstensen: A Long Bright Future. Happiness, Health and Financial Security in an Age of Increased Longevity. Diversity in Technology: https://diversityintech.dtu.dk